Idræt er mange ting

Så kører udforsknings expressen endnu engang og denne gang er vi stoppet forbi svømmehallen, træningshallen og Danmarks mindste kiosk. Dataloger er, som alle ved, ikke ret meget for idræt og det var derfor et oplagt sted at udforske lidt nærmere, for at se hvor slemt det i virkeligheden var.

Definér "hygiejne"
Det viste sig, at være en særdeles afslappende runde denne gang. Minderne væltede frem og jeg kunne pludselig huske hvordan det var, at blive slæbt til svømning i folkeskolen. Eller slæbt er nok så meget sagt, vi blev faktisk kørt med bussen til en anden skole som var så privilegeret at have egen svømmehal. Jeg husker tydeligt omklædningsrummet og en kæmpe plakat med en mand som viste hvor henne på kroppen det var vigtigst at vaske sig, inden man skulle i bassinet. Armhulerne og fødderne var indkredset med store røde cirkler, mens skridtet, meget pædagogisk, var overskummet med sæbe - men ingen rød ring. Jeg gad godt vide om alle mine klassekammerater fattede pointen eller om de måske på mystisk vis gik ud fra, at skummet i skridtet var en automatisk bivirkning affødt af skrubben de markerede steder...

Desværre kunne ansjosen og jeg ikke komme ind i svømmehallen uden at klæde om først (vi ved godt, I ville have sat pris på billeder af vores kroppe, men det skal man altså gøre sig fortjent til) og dørene ind til tør-områderne i svømmehallen var låste så det blev til et par spionbilleder udefra. På et par bænke uden for omklædningsrummet var 4-5 pensionister mødt op og var godt i gang med at knevre løs om weekendens strabadser, eller mangel på samme. Nu skulle de satme ind og svømme og det kunne kun gå for langsomt. Det er da hyggeligt, at de sådan kan mødes og komme hinanden lidt ved i det våde element.

En tom slikautomat og en lukket kiosk

Et par minutter senere skulle det vise sig, at vi fandt Danmarks mindste kiosk - jep, den befinder sig på SDU i Odense. Som billedet nok så fint illustrerer, viste den vej til kiosken, men heldet var desværre ikke med os. Kiosken var lukket og tilbage stod kun en slikautomat som var tæt på at miste sin status som dette. Gad vide om den bare bliver plyndret oftere end de andre på uni, eller om det i realiteten er længe siden den er blevet fyldt op sidst. It remains a mystery.

Nuvel, eftersom vi ikke kunne presse en dråbe mere spænding ud af svømmehallen og dens omgivelser, forlod vi den til fordel for idrætshallerne. Ikke, at det var meget mere sindsoprivende, men lidt volleyball blev der da spillet. I øvrigt er omgivelserne meget kælder-agtige. Bedst som man har indtryk af, at rende rundt i en fangekælder i thailand hvor fugten driver ned ad væggene, lugten kradser i næsen og man kan høre fjerne råb og skrig, passerer man en dør ind til en hal hvor flere mennesker åbenbart får undervisning i idræt, sport, fysisk udfoldelse - you name it. Andre rum var deciderede omklædningsrum, men der var virkelig forskel på det ene til det andet. Jeg tror billederne fortæller lidt om kontrasten fra et rum til et andet. Hvad sker der for de svenske farver i det ene rum? :)

Access denied

Vores studiekort kunne desværre ikke give os adgang til de sejere detaljer som for eksempel atlektik- og cricketbanen og redskabsgymnastikken. Muligvis skal vi have allieret os med en idrætsstuderende så vi kan komme lidt tættere på deres verden en dag. I et afsides lille rum fandt vi dog et par redskaber som jeg selvfølgelig lige skulle markere mig på. Der var intet at udsætte på funktionaliteten, så det er da lidt synd de bare skal stå der og ikke blive brugt til noget som helst når de kunne sprede glæde blandt folket.

Ude i friheden igen, mente JC at vi skulle gå rundt om bygningerne i stedet for at gå inden for. Ud fra billedet at dømme, tror jeg han fortrød lidt, eftersom det var ret koldt og vi skulle over en mudret græsplæne. Hvis vi ikke havde passet på, kunne vi næsten have risikeret at få beskidte sko...

Næste uges udforskning indebærer et besøg hos administrationen og studievejledningen. Derudover får vi en "secret guest" til at udtale sig i nær fremtid omkring udvalgte emner.

5 sekunder af din tid - ja tak
Hvis du har idéer til områder der skal udforskes, spændende personer du mener gør en forskel eller blot er finurlige, så smid en mail til pederboy (at) hotmail (dot) com omgående og vi skal se hvad det kan drives til. Hvis du er virkelig heldig, får du måske en smule credit her på bloggen (i skriftstørrelse 4pt, farve: hvid)

Until next post...

2k+4*2, 11111011000, 2008

Hvilken blog byder du uventede gæster?
Ja ja, kun godt en måned inde i det nye år, er vel ikke for sent at ønske vores læsere et godt nytår. Vi håber, I har fyret den af på det groveste, for det har vi. JCs nytårsforsæt er, at blive klippet (bare engang i 2008) og mit er, at snuppe et fodbad, ligeledes blot engang i indeværende år. Man må jo gøre hvad man kan, for at følge med tiden.

Det er mere end svært, at komme i gang med at skrive indlæg til bloggen, når man næsten ikke har en eneste time på uni i januar og derfor ikke tager sig sammen til at udforske så meget som man gerne ville. Nuvel, stop whining and get to it, blev der sagt!

Sidst vi var på udforskning, gik det ud over fakultetet for historie og det humanistiske fakultet. Det var faktisk lige op til jul og tro mig, det var ikke småting, vi stødte på. Hvis du brækker dig over, at læse om jul, bør du nok skippe dette indlæg og vente til det næste - så er det sagt.

På besøg hos bedsteforældrene
Lad mig lægge ud med at fastslå, at man på fakultetet for historie pludselig føler man har været der før, på en helt speciel måde. Her er lunt, trygt, roligt og menneskerne vi mødte, smilede til os, endda kun lidt skævt. Selvom fakultetet ikke er det mindste af sin slags, var det yderst begrænset hvad vi kunne finde, af interessante ting og sager at fotografere og udforske. Netop dér gik det op for os, at stemningen vi kunne genkende på en speciel måde, selvfølgelig var stemningen hjemme fra mormor og morfar, hvor tiden står stille og hvert eneste besøg er som at genopleve det forrige. Selv vvs installationerne var tilsyneladende blevet metaltrætte eftersom vi passerede en dør, med et A4 ark påklæbet med en meget sigende tekst - jeg tror billedet illustrerer det ret godt. Om ikke andet, skal folkene da have ros for, at kunne formulere sig klart og letforståeligt. Måske overstregningsfarverne er en slags advarselssignal til de som ikke orker, at læse teksten; gul farve - fare på færde, grøn farve - gå videre ind til du ser en seddel med KUN denne farve, så er du i sikkerhed.


Undervejs stødte vi på et mini bibliotek med en del utroligt intetsigende historiebøger. Jeg bad JC læse et kapitel i en tysk bog med titlen "Krieg - warum doch?" skrevet af en H. Itlerismus og den vakte nogle særlige følelser i den sensitive unge knøs. Hvor heldigt var det ikke, at en af os havde en pakke kleenex med? Sådan en kan jo komme til gavn i alskens akutte tilfælde. I'll leave that hanging.

Forklaring følger...?
Efter at have set hvad der var, at se hos de historiestuderende, drukket en kop af deres kildevand og sagt hej til en vejleder som utroligt gerne ville hjælpe os med opgaven, var det tid til at sætte kursen mod det humanistiske fakultet. Noget af det første, der fascinerede os, var endnu en oplysnings seddel til brugerne af biblioteket. Først havde man forsøgt sig med et enkelt A4 ark med en illustration af cola, mad, chokoladebarer og cigaretter med en stor rød ring og en streg henover. Umiddelbart ville jeg tolke det som et forbud, men hey, nu læser jeg ikke humaniora, så hvad ved jeg. Denne seddel havde åbenbart ikke haft den ønskede effekt på brugerne af biblioteket, hvilket resulterede i en slags brugsanvisning til den første seddel. Klik på billedet for at nærlæse instrukserne. Så meget arbejde for en enkelt linie: "Dvs. det eneste du må indtage herinde er vand!!". Det lo vi meget af...

Definitionen på julepynt
På sekretariatet var der julestemning. Nøj, hvor var der stemning. Juletræet med sin pynt, kravlenisser og kaffe en masse, så var stilen lagt. Alligevel var der et enkelt tvist på situationen, da vi studerede juletræet nærmere. Stjernen var der skam, men den hang ikke alene på toppen. Med en rød piberenser snoet om sin hals, hang en bamse fra træets top og så mere end livløs ud i øjnene. Hvilket herligt signal at sende op til jul. Kan I forestille Jer, hende der dumpede til eksamen, komme stortudende, ulykkelig og med rødsprængte øjne over på sekretariatet for at få lidt opmuntring fra en vejleder og det første hun ser, når hun træder ind i bygningen, er en bamse (der i øvrigt minder om hendes egen derhjemme) som er ved at blive godt og grundigt hængt. O, julen havde minsandten englelyd på det tidspunkt.

Vi vandrede rundt på nogle gange, men fandt egentlig ikke rigtigt noget særligt. Pludselig kom vi ind i et mindre køkken som var tilknyttet sekretariatet og en dame stod og hældte kaffe i en større kop, så hun ikke skulle rende flere gange end højst nødvendigt. Ind kommer JC og jeg hvorefter vi bare står og kigger os rundt omkring. Kaffedamen spørger os om vi søger nogen bestemt hvortil jeg siger, at vi bare skal have tiden til at gå, men det er åbenbart ikke svar nok. "Skal I ind til studievejlederen? Så kan jeg lige hente hende til Jer". Nej tak, DAME. Og væk var to datalogistuderende så hurtigt som Windows Vista æder dine RAM.

Efter endt udforskning blev det til en lille slapper i den hyggelige sofagruppe og så var vi faktisk klar til at holde juleferie. Næste udforskningspunkt er ikke fastlagt endnu, men lur mig, om ikke vi finder på noget på mandag eller tirsdag. Vi skrives ved.

"Jeg har kun forhold hvor der ikke eksisterer tarmsystemer" - citat, anononym kvinde

Så blev det alligevel jul...

Ikke så meget tekst denne gang, men et billede af to dejlige nissepiger fra fredagsbaren. De havde efter sigende, ikke været på uni før - man må da sige, de havde "første skoledag" med stil.

Glædelig jul :)

Freden selv

Man kommer gående ned af Gudehytten og på ens højre side, ser man, kommende gennem en glasdør, lys stråle ind på gaden. Skiltet på døren læser "Læsesal". Jeg prøver at tage i håndtaget, men ååhh... nej! Døren er låst. Peter Bo peger klogt på et andet skilt på døren, der læser "Indgang til læsesalen via biblioteket". Med fornyet håb begiver vi os den lange vej tilbage til biblioteket, og det er virkelig en lang vej. Hvordan i alverden skal man komme fra biblioteket og hen til læsesalen? Der er både alt for langt og så skal man først op og ned igen for at krydse Gudehytten.

Vejen frem
Vi indtræder på biblioteket, begiver os op på første sal og følger langsommeligt (nej, ikke os, der er langsommme, men vejen, der er lang!!) skiltene, der fører mod læsesalen. Efter at have åbnet en del døre og gået over broer, finder vi den gyldne dør. Her er indgangen til endnu en åbenbaring på Syddansk Universitet. Vi må dog først, i respekt for dette ukendte rum, lægge vores tasker uden for døren og slå vores mobiler på lydløs.

Selveste
Ind går vi og straks bliver vi slået af underdanighed. Stilheden ved dette sted er helt unik og fortryllende. Hvert skridt, man tager, er som en torden i himlen, man kan høre sålen ramme gulvet og langsomt med lidt modvilje slippe det igen. Vi går langsomt, og med stive blikke, for ikke at få øjn kontakt med sure blikke, ud på balkonen. Her skuer vores øjne et panoramavindue med en fantastisk, forrygende, fortryllende og idyllisk udsigt. Med stor forsigtighed tænder jeg mit kamera og sagte trykker jeg udløserknappen ned. BANG!!!! Det er som en eksplosion i denne stilhed at høre blitzen gennemtæske alle overflader. Skræmt af risikoen for at blive opdaget kaster jeg mig selv tilbage, væk fra balkones gitter, så ingen nedeunder kan se mig. Undertrykkende et lille fnis kommer jeg til mig selv, for at se Peter Bo gå ud til kanten. Han vender meget hurtigt tilbage med en fortælling om alle de sure blikke, der nedstirrede ham.

Sover hun?
Vi vender stille og roligt tilbage til døren, men i stedet for at gå ud, går vi ned ad trappen til etagen nedenunder, som man kunne skue fra balkonen. Vi tager hurtigt et smut rundt om bag nogle bogreoler, da vi også hernede tiltrækker opmærksomhed fra de glubske hunde. Peter Bo er i sit es og begynder straks at suge ny viden til sig. Han bladre stille og roligt, som om det var det mest almindelige at gøre, en bog, på et sprog, der ligner græsk, igennem. Efter Peter Bo har suget nok i den, begiver vi os videre hen til læsepultene. Det er her man med fred i sindet, med ro på hjertet, med afslappede muskler og en sjæl, så let som en fjer at man i fred og den dybeste ro kan sidde for sig selv og læse pensum igennem eller bare kigge på et kort over Eskimolandet. Her er ingen forstyrrende mobil, der knurrer, ingen fristende bærbar og mindst af alt, ingen venner med deres belastende snakken, som kun får ens tanker til at flyve. Selvom dette er det ypperste sted at studere, er der dog ét lille bitte problem! Man har ufattelig nemt ved at begive sig ind i en verden af alfer, enhjørninger, flyvende elefanter og utrolig mærkelige tanker (Nogensinde set et billede af Salvador Dalí?). Verden af drømme!


mmmhh... nam nam?
Efter et par listige fodtrin og døds blikke kastet mod os, når vi op til og ud af døren. Her finder vi vores tasker intakte og slynger dem over skulderen. Vi når at gå forbi et par bogreoler, men jeg får den "geniale" ide, at jeg da lige vil tjekke, om de også her mangler evnen til at gøre rent. Her står nemlig en lille skammel. Jeg stiller mig usikkert op på den og tager et blik på reolens top. Argh!!! støv, støv og atter støv. For at lave lidt spas skriver jeg datoen i støvet, hvorefter jeg viser min finger til Peter Bo og den er bestemt ikke ren. Så advarsel til alle med støvallergi. Hold Jer Fra Biblioteket!! Evt. få nogle til at gå derind for jer, så kan i også sidde og slappe af i en af de dejlige blå sofaer imens.


Han må med
På vores vej ud af biblioteket standsede vi ved udstillings glasmontrerne, og her så vi en fantastisk samling af kunstneriske figurer i keramik. De var både sjove og anderledes på den gode måde. Her bringer vi et eksemplar, som jeg helt sikkert skal ned og købe i morgen!!!

Glædelig jul fra Peter Bo og jeg!!!!

Kniven i glasset

Egentlig ville vi blot udforske læsesalen tæt på biblioteket, for at se hvad der skete - eller nærmere ikke skete derinde. Det skulle dog vise sig, at blive godt og vel halvanden time, før vi var færdige med turen i bunkeren denne gang. Vel at mærke ikke fordi læsesalen var sindsoprivende nok til at holde os derinde i så lang tid, men nærmere fordi vi faldt over et hav af flugtveje, brandtrapper og skakter. Man kender vel ikke sit universitet godt nok, før man har prøvet at løbe ud af en flugtvej mens man råber "Dette er ikke en øvelse!". ;-)

Efter at have været på læsesalen, som JC nok så nobelt har beskrevet, gik vi igen på biblioteket for at se et par gange og en hulens masse bøger som vi ikke havde set før. Det viser sig faktisk, at der på biblioteket i adskillige hjørner og afkroge er små grupperinger med borde, stole og whiteboards så man selv kan lege lærer og elev, hvis man skulle få lyst til det - altså, på den gode måde. På et bord som var placeret mellem to gange, kunne vi ikke undgå at se et glas med en serviet proppet godt ned i bunden og en kniv oveni. Måske var det et forsøg på en anderledes molotow cocktail, men de folk der har fundet på det, er måske ikke lige de skarpeste knive i skuffen. Hvis du forstår sådan en lille én.

Vi stødte på mennesker hvis ansigter var askegrå, hvor mundvigene blev suget ned mod på hagen (som da man var barn og legede med støvsugeren) og hvor øjnene skinnede mat, efter at have gennemlæst majoriteten af samtlige bøger på hylderne. Tiden stod stille og støvet hvirvlede omkring os, da vi pludselig så skiltet på den nærmest dør "Kun adgang for personalet". Det tog ikke mange sekunder, før JC og jeg var enige om, at vi på en måde også var personale som havde til opgave at beskrive vores egen arbejdsplads. Bag døren gemte sig et gråt rum (surprise!) med et par kasser bøger i hjørnet og flere døre. Døren med skiltet "Nødudgang" var selvsagt den mest tillokkende. Bag døren var en beskidt trappe og da vi på vej ned, havde passeret et par låger i væggen med skriften "Røglem" kom vi endelig til endnu en dør. På den anden side af døren befandt vi os pludselig på gangen med kontorer der tilhørte bibliotekets administration samt en pedels "kontor", som mest af alt lignede det brændeskur som Emil fra Lønneberg var nødsaget til at snitte træmænd i, mens Ida hang i flagstangen. Personalet kiggede en anelse underligt på os da vi kom ud fra "nødudgangen", men ingen turde rigtigt sige noget til os. I princippet kunne vi jo også sagtens være sikkerhedsinspektører - med skoletasker på ryggen...

Der lå flere mindre kontorer langs gangen, hvor der uden for sad praktiske holdere ved døren, til at hænge små noter i, hvis man for eksempel skulle skrive hvorfor man ikke kunne blive siddende på sin pind eller måske blot havde lyst til, at formidle lidt propaganda til de forbipasserende uvidende stakler. Ud for det ene kontor hang der på mærkværdigste vis, en seddel med forkvaklet håndskrift: "Tak for sidst, jeg nød det. Kh Susanne" og så en hurtig stregtegning af et hjerte - vi lader det være op til læseren, at fundere over hvem hende "Susanne" er.

Vis mig dit køleskab - og jeg skal sige dig hvem du er
Tilbage til vores trappe til nødudgangen og helt ned i kælderen. Her landede vi i en del af kælderen som bruges til at gemme en masse ting, som universitetet ikke selv ved hvor de skal gøre af. Bøger, papirer, gamle computerskærme og en ældre mand som tilsyneladende ikke havde noget imod, at to suspekte studerende kiggede forbi, fyldte det meste af rummet. JC var overbevist om, at han havde set den gamle mand før, men hvor, forbliver et mysterium. Videre til den nærmeste dør og ud på nogle af kælderens gange. Uden at have ret meget begreb om vores geografiske placering på uni, (udover, at vide hvor den nærmeste nødudgang befandt sig) traskede vi ned af en lidt længere gang, hvor lyset først blev tændt da vi gik derind. Oppe mod væggen cirka halvvejs nede ad gangen, stod en slags seng som ved første øjekast mindede om dem man ser på et sygehus. Forskellen her, var bare at "sengen" kun var af metal og larmede ret så markant når man kørte med den - og så det diskrete hul i midten af sengen som syntes praktisk til at fjerne overskydende væske fra overfladen. Da vi vendte os væk fra sengen og om mod nogle låste døre, undrede vi os lidt over skiltene "Kølerum - Anatomi", samt et lille display med temperaturmåler. Det var godt nok et genialt sted at gemme de kolde øl uden at de blev stjålet, men på den anden side tror jeg ikke helt det var det eneste, der gemte sig derinde. Der er jo noget med medicinstuderende, som skal prøve at skære i knap så levende væsener, for at se hvordan det hele hænger sammen, ikke? Jeg behøver vist ikke sige, at vi luntede af ret hurtigt, eftersom en vis person med briller, var ved at få dårlige nerver.

Ude på gangene hvor almindelige mennesker vadede dagdrømmende rundt med ipods i ørerne og deres timeplanner ved hånden, kunne vi konstatere at vi var i biologi afdelingen. Her så alt pænt og nydeligt ud, farverne lyse og ingen tallerkener fra kantinen spredt sporadisk rundt omkring. Hvad har vi dataloger/matematikere gjort siden vi skal opholde os primært i noget, der mest af alt minder om en fangeafdeling? For enden af gangen fik vi den herlige mulighed for at kigge ind i et rum som vist nok husede en større del af udluftnings/udsugningsanlægget. Se billederne. En anelse foruroligende, at et rum som det, var praktisk talt sterilt, i forhold til biblioteket.

Resten af rundturen må JC stå for, at fortælle om med sine malende gloser og skamrosende ord om EsDetUh. For lige at vende tilbage til Ejvind Schou fra mit første indlæg (den professor med det mest rodede skrivebord) - rygterne vil vide, at han har ryddet op på sit bord inden for de seneste dage. Der er vel ikke nogen af Jer kære læsere som har vist ham vores blog? I så fald, undskyld hvis vi fornærmede dig, Ejvind S. Vi synes du er sej alligevel.

Skønheden!

Forestil dig mørke. Forestil dig grå, kedelige, bedrøvende og kolde betonvægge. Omgivet af forfaldne, grimme og afdankede rust plader. Sådan forestiller de fleste studerende sig Syddansk Universitet. Men dette er en infantil fejl af værste skuffe. Ved at tro på dette, skæmmer man sig selv for en verden af vidunder og skønhed.

Skønheden
Peter Bo og jeg kom gående ned af den lange lys betonede, farverige (ja, der hænger valgplakater over det hele), hyggelige og sidst men ikke mindst mangfoldige gade. Ligefrem en vej kan man kalde dette stykke solide håndværk. Med vores vågne og nysgerrige blikke, så vi straks den indre sol , skinne fra denne perle, som Odysseus's sømænd blev tiltrukket af Sirenerne blev vi selv som forelskede draget mod denne ukendte, men fagre skønhed.

Vi gik med bøjende sjæle ind i dette paradis. Dets simpelhed strålede med to grønne og frodige planter, stående i skinnede stål vaser, i hver sin side af midten dog med sin perfekte asymmetri. Vi trådte ind over glatte marmorlignende fliser bugnende af blå, grå, sorte og hvide kuløre. Hver flise, mindende om et beundringsværdig mosaikkunststykke. Dette ophøjede underlags stråleglans kom fra et tag af glas, designet med to skråsider mødende i en spids, som et telts skønhed.

Drømmen
Bag planterne stod to simple, men pæne borde, dækket op til det helt store måltid. Der var forretter i form af små brochure om fx. en L'oreal business konkurrence. Hovedretten bestod af gennemtænkte og benyt somme kurser om karrierevalg. Til sidst afsluttet af en formidabel overdådig, men let rekrutterings folder fra Danfoss. Det var disse borde, der fangede vores opmærksomhed. Ryttet for brochure og med to høje stole stående ved siden af ville dette være det perfekte sted.

Det perfekte sted til at sidde med en kop varm og mørk væske, langsomt tage koppen op til læben og hælde den duftende og smagfuldt ned i ganen. Når man igen har sat koppen ned, rette på avisen og læse videre, mens man svagt kan høre Gudehyttens brusen af af energi. Kunsten ville man finde ved blot at kigge op på rødbrune og vejrbidte metal plader, hvor det fornemmes, at en kunstner minutiøst har fordelt sin maling ud over disse metalplader for derefter at skrabe det af igen, for kun at efterlade et svagt spor af sig selv.

Min drøm er at sidde i dette æstetiske svar på Syddansk Universitets Akropolis. Med en en kop og avis på bordet siddende på Café Campusses beundringsværdie højstole og bare nyde skønheden i det simple og lysets magt fra dette vidunderlige sjælehvil.

Tak for sidst - kh. Erik

Tja, så blev det mandag igen og tid til endnu en udforskning af vores alle sammens betonbunker. Vi bestræber os på det umulige; at finde inspiration i kyniske omgivelser i en hverdag som ellers synes fortabt og fyldt med beton og forelæsere som går i ét med murene.

De sidste par uger har vi været yderst fascinerede af et "kontor" på gangen med kemilokaler. Godt nok har vi kun kigget ind af vinduet, men muligheden for at komme inden for, er tilsyneladende særdeles begrænset. Se på det vedlagte billede og bemærk bunken med dokumenter, mapper, lommebøger og kaffepletter spredt ud over det meste af lokalet. I vinduet lå en lille ensom konvolut (arh, ensom var den vel egentlig ikke blandt sine e^x'te venner) hvorpå der stod trykt "Lektor Eivind Skou". Hvem er denne mand?!? Hvordan kan han rode så meget? Har han et fremtidssikret system i sit rod, så han kan finde en kvittering fra kantinen dateret tilbage i 80'erne? Én ting er helt sikkert. Vi skal have fat i den mand, han må have et vildt hår.

Vi havde i samråd besluttet os for, at gå den lange og kedelige vej fra den ene ende af Gedehytten ned til hovedindgangen, men det skulle vise sig at blive en længere tur på mere end én måde. JC mente absolut, at samtlige sedler på de 1001 (nej, dataloger - et-tusinde-og-én) opslagstavler skulle granskes for finurligheder og billeder af sjove mennesker. Utallige grineflip senere, nåede vi heldigvis frem. Tæt på læsesalen, oven over hovedindgangen, vandrede vi rundt og betragtede de flittige studerende som sad med næsen begravet i bøger og havde alt for travlt til at bemærke vores papparazzi adfærd. Eller måske kunne de bare godt lide det. Da vi passerer en dør ind til et kontor, er det umuligt ikke at få øje på to styks chokoladebar (Center chokolade, mmm) som faktisk hænger på døren med et stykke tape. Alternativ form for pakkekalender, men hvorfor var de ikke spist endnu? Havde jeg været en fræk nisse, var de for længst røget i min delikate kråse.

Hos "The International Office" beliggende tæt på administrationen, fik vi kigget på verdenskort. En masse små magneter på kortet vidnede om, hvor de har været med til at sende folk hen og modtage folk fra. Det virkede meget logisk, lige med undtagelse af de magneter som var placeret midt i Atlanterhavet, 500 km nord for Færøerne eller i Polen. Ud for hver enkelt kontor var der placeret et mini whiteboard på væggen med en tilhørende tusch. Vi syntes, det var synd, at der slet ikke stod noget på det ene whiteboard og den kvinde som sad derinde kunne godt virke lidt ensom. Hvordan det skete, er uvist, men efter vi havde været der stod der på tavlen "Tak for sidst, kh Erik" - se billedet.

Vores færden endte i boghandlen hvor vi fandt ud af, at man kunne købe fedt tøj med uni-logo på og knap så fedt tøj med uni-logo på. Specielt en lilla langærmet t-shirt tiltrak vores opmærksomhed eftersom den var påhæftet et A4 ark hvorpå der stod "Lækker lilla langærmet t-shirt. 50,-". Just in case you couldn't see it... måske de burde overveje at afskrive den t-shirt fra lageret, sætte den på en heks til Skt. Hans aften og give designeren en grum advarsel. Til gengæld vakte en kittel noget mere begejstring i butikken, så den måtte lige prøves på JC's idealkrop. Til under hundrede kroner, vil jeg mene det er et fordelagtigt køb og så ser man jo meget klogere ud. Gad vide hvor vind- og vandtæt den er, hvis man skulle bruge den som en slags sommerjakke.

Vi glæder os til freaky friday i baren. Husk campinghabitten!