Egentlig ville vi blot udforske læsesalen tæt på biblioteket, for at se hvad der skete - eller nærmere ikke skete derinde. Det skulle dog vise sig, at blive godt og vel halvanden time, før vi var færdige med turen i bunkeren denne gang. Vel at mærke ikke fordi læsesalen var sindsoprivende nok til at holde os derinde i så lang tid, men nærmere fordi vi faldt over et hav af flugtveje, brandtrapper og skakter. Man kender vel ikke sit universitet godt nok, før man har prøvet at løbe ud af en flugtvej mens man råber "Dette er ikke en øvelse!". ;-)
Efter at have været på læsesalen, som JC nok så nobelt har beskrevet, gik vi igen på biblioteket for at se et par gange og en hulens masse bøger som vi ikke havde set før. Det viser sig faktisk, at der på biblioteket i adskillige hjørner og afkroge er små grupperinger med borde, stole og whiteboards så man selv kan lege lærer og elev, hvis man skulle få lyst til det - al
tså, på den gode måde. På et bord som var placeret mellem to gange, kunne vi ikke undgå at se et glas med en serviet proppet godt ned i bunden og en kniv oveni. Måske var det et forsøg på en anderledes molotow cocktail, men de folk der har fundet på det, er måske ikke lige de skarpeste knive i skuffen. Hvis du forstår sådan en lille én.
Vi stødte på mennesker hvis ansigter var askegrå, hvor mundvigene blev suget ned mod på hagen (som da man var barn og legede med støvsugeren) og hvor øjnene skinnede mat, efter at have gennemlæst majoriteten af samtlige bøger på hylderne. Tiden stod stille og støvet hvirvlede omkring os, da vi pludselig så skiltet på den nærmest dør "Kun adgang for personalet". Det tog ikke mange sekunder, før JC og jeg var enige om, at vi på en måde også var personale som havde til opgave at beskrive vores egen arbejdsplads. Bag døren gemte sig et gråt rum (surprise!) med et par kasser bøger i hjørnet og flere døre. Døren med skiltet "Nødudgang" var selvsagt den mest tillokkende. Bag døren var en beskidt trappe og da vi på vej ned, havde passeret et par låger i væggen med skriften "Røglem" kom vi endelig til endnu en dør. På den anden side af døren befandt vi os pludselig på gangen med kontorer der tilhørte bibliotekets administration samt en pedels "kontor", som mest af alt lignede det brændeskur som Emil fra Lønneberg var nødsaget til at snitte træmænd i, mens Ida hang i flagstangen. Personalet kiggede en anelse underligt på os da vi kom ud fra "nødudgangen", men ingen turde rigtigt sige noget til os. I princippet kunne vi jo også sagtens være sikkerhedsinspektører - med skoletasker på ryggen...
Der lå flere mindre kontorer langs gangen, hvor der uden for sad praktiske holdere ved døren, til at hænge små noter i, hvis man for eksempel skulle skrive hvorfor man ikke kunne blive siddende på sin pind eller måske blot havde lyst til, at formidle lidt propaganda til de forbipasserende uvidende stakler. Ud for det ene kontor hang der på mærkværdigste vis, en seddel med forkvaklet håndskrift: "Tak for sidst, jeg nød det. Kh Susanne" og så en hurtig stregtegning af et hjerte - vi lader det være op til læseren, at fundere over hvem hende "Susanne" er.
Vis mig dit køleskab - og jeg skal sige dig hvem du erTilbage til vores trappe til nødudgangen og helt ned i kælderen. Her landede vi i en del af kælderen som bruges til at gemme en masse ting, som universitetet ikke selv ved hvor de skal gøre af. Bøger, papirer, gamle computerskærme og en ældre mand som tilsyneladende ikke havde noget imod, at to suspekte studerende kiggede forbi, fyldte det meste af rummet. JC var overbevist om, at han havde set den gamle mand før, men hvor, forbliver et mysterium. Videre til den nærmeste dør og ud på nogle af kælderens gange. Uden at have ret meget begreb om vores geografiske placering på uni, (udover, at vide hvor den nærmeste nødudgang befandt sig) traskede vi ned af en lidt længere gang, hvor lyset først blev tændt da vi gik derind. Oppe mod væggen cirka halvvejs nede ad gangen, stod en slags seng som ved første øjekast mindede om dem man ser på et sygehus. Forskellen her, var bare at "sengen" kun var af metal og larmede ret så markant når man kørte med den - og så det diskrete hul i midten af sengen som syntes praktisk til at fjerne overskydende væske fra overfladen. Da vi vendte os væk fra sengen og om mod nogle låste døre, undrede vi os lidt over skiltene "Kølerum - Anatomi", samt et lille display med temperaturmåler. Det var godt nok et genialt sted at gemme de kolde øl uden at de blev stjålet, men på den anden side tror jeg ikke helt det var det eneste, der gemte sig derinde. Der er jo noget med medicinstuderende, som skal prøve at skære i knap så
levende væsener, for at se hvordan det hele hænger sammen, ikke? Jeg behøver vist ikke sige, at vi luntede af ret hurtigt, eftersom en vis person med briller, var ved at få dårlige nerver.
Ude på gangene hvor almindelige mennesker vadede dagdrømmende rundt med ipods i ørerne og deres timeplanner ved hånden, kunne vi konstatere at vi var i biologi afdelingen. Her så alt pænt og nydeligt ud, farverne lyse og ingen tallerkener fra kantinen spredt sporadisk rundt omkring. Hvad har vi dataloger/matematikere gjort siden vi skal opholde os primært i noget, der mest af alt minder om en fangeafdeling? For enden af gangen fik vi den herlige mulighed for at kigge ind i et rum som vist nok husede en større del af udluftnings/udsugningsanlægget. Se billederne. En anelse foruroligende, at et rum som det, var praktisk talt sterilt, i forhold til biblioteket.
Resten af rundturen må JC stå for, at fortælle om med sine malende gloser og skamrosende ord om EsDetUh. For lige at vende tilbage til Ejvind Schou fra mit første indlæg (den professor med det mest rodede skrivebord) - rygterne vil vide, at han har ryddet op på sit bord inden for de seneste dage. Der er vel ikke nogen af Jer kære læsere som har vist ham vores blog? I så fald, undskyld hvis vi fornærmede dig, Ejvind S. Vi synes du er sej alligevel.