Ikke så meget tekst denne gang, men et billede af to dejlige nissepiger fra fredagsbaren. De havde efter sigende, ikke været på uni før - man må da sige, de havde "første skoledag" med stil.
Glædelig jul :)
fredag den 7. december 2007
tirsdag den 4. december 2007
Freden selv
.jpg)
Man kommer gående ned af Gudehytten og på ens højre side, ser man, kommende gennem en glasdør, lys stråle ind på gaden. Skiltet på døren læser "Læsesal". Jeg prøver at tage i håndtaget, men ååhh... nej! Døren er låst. Peter Bo peger klogt på et andet skilt på døren, der læser "Indgang til læsesalen via biblioteket". Med fornyet håb begiver vi os den lange vej tilbage til biblioteket, og det er virkelig en lang vej. Hvordan i alverden skal man komme fra biblioteket og hen til læsesalen? Der er både alt for langt og så skal man først op og ned igen for at krydse Gudehytten.Vejen frem
Vi indtræder på biblioteket, begiver os op på første sal og følger langsommeligt (nej, ikke os, der er langsommme, men vejen, der er lang!!) skiltene, der fører mod læsesalen. Efter at have åbnet en del døre og gået over broer, finder vi den gyldne dør. Her er indgangen til endnu en åbenbaring på Syddansk Universitet. Vi må dog først, i respekt for dette ukendte rum, lægge vores tasker uden for døren og slå vores mobiler på lydløs.
Selveste
Ind går vi og straks bliver vi slået af underdanighed. Stilheden ved dette sted er helt unik og fortryllende. Hvert skridt, man tager, er som en torden i himlen, man kan høre sålen ramme gulvet og langsomt med lidt modvilje slippe det igen. Vi går langsomt, og med stive blikke, for ikke at få øjn kontakt med sure blikke, ud på balkonen. Her skuer vores øjne et panoramavindue med en fantastisk, forrygende, fortryllende og idyllisk udsigt. Med stor forsigtighed tænder jeg mit kamera og sagte trykker jeg udløserknappen ned. BANG!!!! 
Det er som en eksplosion i denne stilhed at høre blitzen gennemtæske alle overflader. Skræmt af risikoen for at blive opdaget kaster jeg mig selv tilbage, væk fra balkones gitter, så ingen nedeunder kan se mig. Undertrykkende et lille fnis kommer jeg til mig selv, for at se Peter Bo gå ud til kanten. Han vender meget hurtigt tilbage med en fortælling om alle de sure blikke, der nedstirrede ham.Sover hun?
Vi vender stille og roligt tilbage til døren, men i stedet for at gå ud, går vi ned ad trappen til etagen nedenunder, som man kunne skue fra balkonen. Vi tager hurtigt et smut rundt om bag nogle bogreoler, da vi også hernede tiltrækker opmærksomhed fra de glubske hunde. Peter Bo er i sit es og begynder straks at suge ny viden til sig. Han bladre stille og roligt, som om det var det mest almindelige at gøre, en bog, på et sprog, der ligner græsk, igennem. Efter Peter Bo har suget nok i den, begiver vi os videre hen til læsepultene. Det er her man med fred i sindet, med ro på hjertet, med afslappede muskler og en sjæl, så let som en fjer at man i fred og den dybeste ro kan sidde for sig selv og læse pensum igennem eller bare kigge på et kort over Eskimolandet.
Her er ingen forstyrrende mobil, der knurrer, ingen fristende bærbar og mindst af alt, ingen venner med deres belastende snakken, som kun får ens tanker til at flyve. Selvom dette er det ypperste sted at studere, er der dog ét lille bitte problem! Man har ufattelig nemt ved at begive sig ind i en verden af alfer, enhjørninger, flyvende elefanter og utrolig mærkelige tanker (Nogensinde set et billede af Salvador Dalí?). Verden af drømme!mmmhh... nam nam?
Efter et par listige fodtrin og døds blikke kastet mod os, når vi op til og ud af døren. Her finder vi vores tasker intakte og slynger dem over skulderen. Vi når at gå forbi et par bogreoler, men jeg får den "geniale" ide, at jeg da lige vil tjekke, om de også her mangler evnen til at gøre rent. Her står nemlig en lille skammel. Jeg stiller mig usikkert op på den og tager et blik på reolens top. Argh!!! støv, støv og atter støv. For at lave lidt spas skriver jeg datoen i støvet, hvorefter jeg viser min finger til Peter Bo og den er bestemt ikke ren. Så advarsel til alle med støvallergi. Hold Jer Fra Biblioteket!! Evt. få nogle til at gå derind for jer, så kan i også sidde og slappe af i en af de dejlige blå sofaer imens.Han må med
På vores vej ud af biblioteket standsede vi ved udstillings glasmontrerne, og her så vi en fantastisk samling af kunstneriske figurer i keramik. De var både sjove og anderledes på den gode måde. Her bringer vi et eksemplar, som jeg helt sikkert skal ned og købe i morgen!!!Glædelig jul fra Peter Bo og jeg!!!!
Kniven i glasset
Egentlig ville vi blot udforske læsesalen tæt på biblioteket, for at se hvad der skete - eller nærmere ikke skete derinde. Det skulle dog vise sig, at blive godt og vel halvanden time, før vi var færdige med turen i bunkeren denne gang. Vel at mærke ikke fordi læsesalen var sindsoprivende nok til at holde os derinde i så lang tid, men nærmere fordi vi faldt over et hav af flugtveje, brandtrapper og skakter. Man kender vel ikke sit universitet godt nok, før man har prøvet at løbe ud af en flugtvej mens man råber "Dette er ikke en øvelse!". ;-)
Efter at have været på læsesalen, som JC nok så nobelt har beskrevet, gik vi igen på biblioteket for at se et par gange og en hulens masse bøger som vi ikke havde set før. Det viser sig faktisk, at der på biblioteket i adskillige hjørner og afkroge er små grupperinger med borde, stole og whiteboards så man selv kan lege lærer og elev, hvis man skulle få lyst til det - al
tså, på den gode måde. På et bord som var placeret mellem to gange, kunne vi ikke undgå at se et glas med en serviet proppet godt ned i bunden og en kniv oveni. Måske var det et forsøg på en anderledes molotow cocktail, men de folk der har fundet på det, er måske ikke lige de skarpeste knive i skuffen. Hvis du forstår sådan en lille én.
Vi stødte på mennesker hvis ansigter var askegrå, hvor mundvigene blev suget ned mod på hagen (som da man var barn og legede med støvsugeren) og hvor øjnene skinnede mat, efter at have gennemlæst majoriteten af samtlige bøger på hylderne. Tiden stod stille og støvet hvirvlede omkring os, da vi pludselig så skiltet på den nærmest dør "Kun adgang for personalet". Det tog ikke mange sekunder, før JC og jeg var enige om, at vi på en måde også var personale som havde til opgave at beskrive vores egen arbejdsplads. Bag døren gemte sig et gråt rum (surprise!) med et par kasser bøger i hjørnet og flere døre. Døren med skiltet "Nødudgang" var selvsagt den mest tillokkende. Bag døren var en beskidt trappe og da vi på vej ned, havde passeret et par låger i væggen med skriften "Røglem" kom vi endelig til endnu en dør. På den anden side af døren befandt vi os pludselig på gangen med kontorer der tilhørte bibliotekets administration samt en pedels "kontor", som mest af alt lignede det brændeskur som Emil fra Lønneberg var nødsaget til at snitte træmænd i, mens Ida hang i flagstangen. Personalet kiggede en anelse underligt på os da vi kom ud fra "nødudgangen", men ingen turde rigtigt sige noget til os. I princippet kunne vi jo også sagtens være sikkerhedsinspektører - med skoletasker på ryggen...
Der lå flere mindre kontorer langs gangen, hvor der uden for sad praktiske holdere ved døren, til at hænge små noter i, hvis man for eksempel skulle skrive hvorfor man ikke kunne blive siddende på sin pind eller måske blot havde lyst til, at formidle lidt propaganda til de forbipasserende uvidende stakler. Ud for det ene kontor hang der på mærkværdigste vis, en seddel med forkvaklet håndskrift: "Tak for sidst, jeg nød det. Kh Susanne" og så en hurtig stregtegning af et hjerte - vi lader det være op til læseren, at fundere over hvem hende "Susanne" er.
Vis mig dit køleskab - og jeg skal sige dig hvem du er
Tilbage til vores trappe til nødudgangen og helt ned i kælderen. Her landede vi i en del af kælderen som bruges til at gemme en masse ting, som universitetet ikke selv ved hvor de skal gøre af. Bøger, papirer, gamle computerskærme og en ældre mand som tilsyneladende ikke havde noget imod, at to suspekte studerende kiggede forbi, fyldte det meste af rummet. JC var overbevist om, at han havde set den gamle mand før, men hvor, forbliver et mysterium. Videre til den nærmeste dør og ud på nogle af kælderens gange. Uden at have ret meget begreb om vores geografiske placering på uni, (udover, at vide hvor den nærmeste nødudgang befandt sig) traskede vi ned af en lidt længere gang, hvor lyset først blev tændt da vi gik derind. Oppe mod væggen cirka halvvejs nede ad gangen, stod en slags seng som ved første øjekast mindede om dem man ser på et sygehus. Forskellen her, var bare at "sengen" kun var af metal og larmede ret så markant når man kørte med den - og så det diskrete hul i midten af sengen som syntes praktisk til at fjerne overskydende væske fra overfladen. Da vi vendte os væk fra sengen og om mod nogle låste døre, undrede vi os lidt over skiltene "Kølerum - Anatomi", samt et lille display med temperaturmåler. Det var godt nok et genialt sted at gemme de kolde øl uden at de blev stjålet, men på den anden side tror jeg ikke helt det var det eneste, der gemte sig derinde. Der er jo noget med medicinstuderende, som skal prøve at skære i knap så
levende væsener, for at se hvordan det hele hænger sammen, ikke? Jeg behøver vist ikke sige, at vi luntede af ret hurtigt, eftersom en vis person med briller, var ved at få dårlige nerver.
Ude på gangene hvor almindelige mennesker vadede dagdrømmende rundt med ipods i ørerne og deres timeplanner ved hånden, kunne vi konstatere at vi var i biologi afdelingen. Her så alt pænt og nydeligt ud, farverne lyse og ingen tallerkener fra kantinen spredt sporadisk rundt omkring. Hvad har vi dataloger/matematikere gjort siden vi skal opholde os primært i noget, der mest af alt minder om en fangeafdeling? For enden af gangen fik vi den herlige mulighed for at kigge ind i et rum som vist nok husede en større del af udluftnings/udsugningsanlægget. Se billederne. En anelse foruroligende, at et rum som det, var praktisk talt sterilt, i forhold til biblioteket.
Resten af rundturen må JC stå for, at fortælle om med sine malende gloser og skamrosende ord om EsDetUh. For lige at vende tilbage til Ejvind Schou fra mit første indlæg (den professor med det mest rodede skrivebord) - rygterne vil vide, at han har ryddet op på sit bord inden for de seneste dage. Der er vel ikke nogen af Jer kære læsere som har vist ham vores blog? I så fald, undskyld hvis vi fornærmede dig, Ejvind S. Vi synes du er sej alligevel.
Efter at have været på læsesalen, som JC nok så nobelt har beskrevet, gik vi igen på biblioteket for at se et par gange og en hulens masse bøger som vi ikke havde set før. Det viser sig faktisk, at der på biblioteket i adskillige hjørner og afkroge er små grupperinger med borde, stole og whiteboards så man selv kan lege lærer og elev, hvis man skulle få lyst til det - al
tså, på den gode måde. På et bord som var placeret mellem to gange, kunne vi ikke undgå at se et glas med en serviet proppet godt ned i bunden og en kniv oveni. Måske var det et forsøg på en anderledes molotow cocktail, men de folk der har fundet på det, er måske ikke lige de skarpeste knive i skuffen. Hvis du forstår sådan en lille én.Vi stødte på mennesker hvis ansigter var askegrå, hvor mundvigene blev suget ned mod på hagen (som da man var barn og legede med støvsugeren) og hvor øjnene skinnede mat, efter at have gennemlæst majoriteten af samtlige bøger på hylderne. Tiden stod stille og støvet hvirvlede omkring os, da vi pludselig så skiltet på den nærmest dør "Kun adgang for personalet". Det tog ikke mange sekunder, før JC og jeg var enige om, at vi på en måde også var personale som havde til opgave at beskrive vores egen arbejdsplads. Bag døren gemte sig et gråt rum (surprise!) med et par kasser bøger i hjørnet og flere døre. Døren med skiltet "Nødudgang" var selvsagt den mest tillokkende. Bag døren var en beskidt trappe og da vi på vej ned, havde passeret et par låger i væggen med skriften "Røglem" kom vi endelig til endnu en dør. På den anden side af døren befandt vi os pludselig på gangen med kontorer der tilhørte bibliotekets administration samt en pedels "kontor", som mest af alt lignede det brændeskur som Emil fra Lønneberg var nødsaget til at snitte træmænd i, mens Ida hang i flagstangen. Personalet kiggede en anelse underligt på os da vi kom ud fra "nødudgangen", men ingen turde rigtigt sige noget til os. I princippet kunne vi jo også sagtens være sikkerhedsinspektører - med skoletasker på ryggen...
Der lå flere mindre kontorer langs gangen, hvor der uden for sad praktiske holdere ved døren, til at hænge små noter i, hvis man for eksempel skulle skrive hvorfor man ikke kunne blive siddende på sin pind eller måske blot havde lyst til, at formidle lidt propaganda til de forbipasserende uvidende stakler. Ud for det ene kontor hang der på mærkværdigste vis, en seddel med forkvaklet håndskrift: "Tak for sidst, jeg nød det. Kh Susanne" og så en hurtig stregtegning af et hjerte - vi lader det være op til læseren, at fundere over hvem hende "Susanne" er.
Vis mig dit køleskab - og jeg skal sige dig hvem du er
Tilbage til vores trappe til nødudgangen og helt ned i kælderen. Her landede vi i en del af kælderen som bruges til at gemme en masse ting, som universitetet ikke selv ved hvor de skal gøre af. Bøger, papirer, gamle computerskærme og en ældre mand som tilsyneladende ikke havde noget imod, at to suspekte studerende kiggede forbi, fyldte det meste af rummet. JC var overbevist om, at han havde set den gamle mand før, men hvor, forbliver et mysterium. Videre til den nærmeste dør og ud på nogle af kælderens gange. Uden at have ret meget begreb om vores geografiske placering på uni, (udover, at vide hvor den nærmeste nødudgang befandt sig) traskede vi ned af en lidt længere gang, hvor lyset først blev tændt da vi gik derind. Oppe mod væggen cirka halvvejs nede ad gangen, stod en slags seng som ved første øjekast mindede om dem man ser på et sygehus. Forskellen her, var bare at "sengen" kun var af metal og larmede ret så markant når man kørte med den - og så det diskrete hul i midten af sengen som syntes praktisk til at fjerne overskydende væske fra overfladen. Da vi vendte os væk fra sengen og om mod nogle låste døre, undrede vi os lidt over skiltene "Kølerum - Anatomi", samt et lille display med temperaturmåler. Det var godt nok et genialt sted at gemme de kolde øl uden at de blev stjålet, men på den anden side tror jeg ikke helt det var det eneste, der gemte sig derinde. Der er jo noget med medicinstuderende, som skal prøve at skære i knap så
levende væsener, for at se hvordan det hele hænger sammen, ikke? Jeg behøver vist ikke sige, at vi luntede af ret hurtigt, eftersom en vis person med briller, var ved at få dårlige nerver.Ude på gangene hvor almindelige mennesker vadede dagdrømmende rundt med ipods i ørerne og deres timeplanner ved hånden, kunne vi konstatere at vi var i biologi afdelingen. Her så alt pænt og nydeligt ud, farverne lyse og ingen tallerkener fra kantinen spredt sporadisk rundt omkring. Hvad har vi dataloger/matematikere gjort siden vi skal opholde os primært i noget, der mest af alt minder om en fangeafdeling? For enden af gangen fik vi den herlige mulighed for at kigge ind i et rum som vist nok husede en større del af udluftnings/udsugningsanlægget. Se billederne. En anelse foruroligende, at et rum som det, var praktisk talt sterilt, i forhold til biblioteket.
Resten af rundturen må JC stå for, at fortælle om med sine malende gloser og skamrosende ord om EsDetUh. For lige at vende tilbage til Ejvind Schou fra mit første indlæg (den professor med det mest rodede skrivebord) - rygterne vil vide, at han har ryddet op på sit bord inden for de seneste dage. Der er vel ikke nogen af Jer kære læsere som har vist ham vores blog? I så fald, undskyld hvis vi fornærmede dig, Ejvind S. Vi synes du er sej alligevel.
Abonner på:
Opslag (Atom)
