Freden selv

Man kommer gående ned af Gudehytten og på ens højre side, ser man, kommende gennem en glasdør, lys stråle ind på gaden. Skiltet på døren læser "Læsesal". Jeg prøver at tage i håndtaget, men ååhh... nej! Døren er låst. Peter Bo peger klogt på et andet skilt på døren, der læser "Indgang til læsesalen via biblioteket". Med fornyet håb begiver vi os den lange vej tilbage til biblioteket, og det er virkelig en lang vej. Hvordan i alverden skal man komme fra biblioteket og hen til læsesalen? Der er både alt for langt og så skal man først op og ned igen for at krydse Gudehytten.

Vejen frem
Vi indtræder på biblioteket, begiver os op på første sal og følger langsommeligt (nej, ikke os, der er langsommme, men vejen, der er lang!!) skiltene, der fører mod læsesalen. Efter at have åbnet en del døre og gået over broer, finder vi den gyldne dør. Her er indgangen til endnu en åbenbaring på Syddansk Universitet. Vi må dog først, i respekt for dette ukendte rum, lægge vores tasker uden for døren og slå vores mobiler på lydløs.

Selveste
Ind går vi og straks bliver vi slået af underdanighed. Stilheden ved dette sted er helt unik og fortryllende. Hvert skridt, man tager, er som en torden i himlen, man kan høre sålen ramme gulvet og langsomt med lidt modvilje slippe det igen. Vi går langsomt, og med stive blikke, for ikke at få øjn kontakt med sure blikke, ud på balkonen. Her skuer vores øjne et panoramavindue med en fantastisk, forrygende, fortryllende og idyllisk udsigt. Med stor forsigtighed tænder jeg mit kamera og sagte trykker jeg udløserknappen ned. BANG!!!! Det er som en eksplosion i denne stilhed at høre blitzen gennemtæske alle overflader. Skræmt af risikoen for at blive opdaget kaster jeg mig selv tilbage, væk fra balkones gitter, så ingen nedeunder kan se mig. Undertrykkende et lille fnis kommer jeg til mig selv, for at se Peter Bo gå ud til kanten. Han vender meget hurtigt tilbage med en fortælling om alle de sure blikke, der nedstirrede ham.

Sover hun?
Vi vender stille og roligt tilbage til døren, men i stedet for at gå ud, går vi ned ad trappen til etagen nedenunder, som man kunne skue fra balkonen. Vi tager hurtigt et smut rundt om bag nogle bogreoler, da vi også hernede tiltrækker opmærksomhed fra de glubske hunde. Peter Bo er i sit es og begynder straks at suge ny viden til sig. Han bladre stille og roligt, som om det var det mest almindelige at gøre, en bog, på et sprog, der ligner græsk, igennem. Efter Peter Bo har suget nok i den, begiver vi os videre hen til læsepultene. Det er her man med fred i sindet, med ro på hjertet, med afslappede muskler og en sjæl, så let som en fjer at man i fred og den dybeste ro kan sidde for sig selv og læse pensum igennem eller bare kigge på et kort over Eskimolandet. Her er ingen forstyrrende mobil, der knurrer, ingen fristende bærbar og mindst af alt, ingen venner med deres belastende snakken, som kun får ens tanker til at flyve. Selvom dette er det ypperste sted at studere, er der dog ét lille bitte problem! Man har ufattelig nemt ved at begive sig ind i en verden af alfer, enhjørninger, flyvende elefanter og utrolig mærkelige tanker (Nogensinde set et billede af Salvador Dalí?). Verden af drømme!


mmmhh... nam nam?
Efter et par listige fodtrin og døds blikke kastet mod os, når vi op til og ud af døren. Her finder vi vores tasker intakte og slynger dem over skulderen. Vi når at gå forbi et par bogreoler, men jeg får den "geniale" ide, at jeg da lige vil tjekke, om de også her mangler evnen til at gøre rent. Her står nemlig en lille skammel. Jeg stiller mig usikkert op på den og tager et blik på reolens top. Argh!!! støv, støv og atter støv. For at lave lidt spas skriver jeg datoen i støvet, hvorefter jeg viser min finger til Peter Bo og den er bestemt ikke ren. Så advarsel til alle med støvallergi. Hold Jer Fra Biblioteket!! Evt. få nogle til at gå derind for jer, så kan i også sidde og slappe af i en af de dejlige blå sofaer imens.


Han må med
På vores vej ud af biblioteket standsede vi ved udstillings glasmontrerne, og her så vi en fantastisk samling af kunstneriske figurer i keramik. De var både sjove og anderledes på den gode måde. Her bringer vi et eksemplar, som jeg helt sikkert skal ned og købe i morgen!!!

Glædelig jul fra Peter Bo og jeg!!!!

Skønheden!

Forestil dig mørke. Forestil dig grå, kedelige, bedrøvende og kolde betonvægge. Omgivet af forfaldne, grimme og afdankede rust plader. Sådan forestiller de fleste studerende sig Syddansk Universitet. Men dette er en infantil fejl af værste skuffe. Ved at tro på dette, skæmmer man sig selv for en verden af vidunder og skønhed.

Skønheden
Peter Bo og jeg kom gående ned af den lange lys betonede, farverige (ja, der hænger valgplakater over det hele), hyggelige og sidst men ikke mindst mangfoldige gade. Ligefrem en vej kan man kalde dette stykke solide håndværk. Med vores vågne og nysgerrige blikke, så vi straks den indre sol , skinne fra denne perle, som Odysseus's sømænd blev tiltrukket af Sirenerne blev vi selv som forelskede draget mod denne ukendte, men fagre skønhed.

Vi gik med bøjende sjæle ind i dette paradis. Dets simpelhed strålede med to grønne og frodige planter, stående i skinnede stål vaser, i hver sin side af midten dog med sin perfekte asymmetri. Vi trådte ind over glatte marmorlignende fliser bugnende af blå, grå, sorte og hvide kuløre. Hver flise, mindende om et beundringsværdig mosaikkunststykke. Dette ophøjede underlags stråleglans kom fra et tag af glas, designet med to skråsider mødende i en spids, som et telts skønhed.

Drømmen
Bag planterne stod to simple, men pæne borde, dækket op til det helt store måltid. Der var forretter i form af små brochure om fx. en L'oreal business konkurrence. Hovedretten bestod af gennemtænkte og benyt somme kurser om karrierevalg. Til sidst afsluttet af en formidabel overdådig, men let rekrutterings folder fra Danfoss. Det var disse borde, der fangede vores opmærksomhed. Ryttet for brochure og med to høje stole stående ved siden af ville dette være det perfekte sted.

Det perfekte sted til at sidde med en kop varm og mørk væske, langsomt tage koppen op til læben og hælde den duftende og smagfuldt ned i ganen. Når man igen har sat koppen ned, rette på avisen og læse videre, mens man svagt kan høre Gudehyttens brusen af af energi. Kunsten ville man finde ved blot at kigge op på rødbrune og vejrbidte metal plader, hvor det fornemmes, at en kunstner minutiøst har fordelt sin maling ud over disse metalplader for derefter at skrabe det af igen, for kun at efterlade et svagt spor af sig selv.

Min drøm er at sidde i dette æstetiske svar på Syddansk Universitets Akropolis. Med en en kop og avis på bordet siddende på Café Campusses beundringsværdie højstole og bare nyde skønheden i det simple og lysets magt fra dette vidunderlige sjælehvil.

Den første rejse!

Vi var på vej ned af Gedehytten på Syddansk Univeritet, da jeg pludselig så op.
Der, over os, inde på biblioteket, bag store glasruder, var en samling borde, perfekte til at sidde fordybet over en svær samling matematiske formler. Uden tøven besluttede Peter Bo og jeg at finde vej derop.

Vi startede vores færd med at indtræde i et stort lyst rum med loft af glas. Det hele nyt og spændende. Vi begav os ind på selve biblioteket og op ad de brede trapper til anden salen. Da vi nåede sidste trin på vores opstigelse, var det ikke svært at se, hvor vi skulle begive os hen ad. Dog var forbløffelsen og ærefrygten over det store og bog fyldte bibliotek med til at sagtne vores gang gennem de lange smøge. Ind og ud af glasdøre, ud på faretruende betonbroer og til sidst nående vores mål. En guddommelig læseplads med stilhed og udsigt over de travle mennesker på Gedehytten. Dette mættede dog ikke vores nysgerrighed og vi gik med interessante blikke videre rundt i den cirkelbane, vi havde begyndt. Undervejs så vi pinke mobiltelefoner og mødte døre, der kun ved brud på brandhåndtag kunne åbnes. Til sidst kom vi bag om trappen og det var her, vi lavede den gyldne målsætning at se noget nyt fra Syddansk Universitet hver uge.

Dette var starten på vores eventyriske udforskning af Syddansk Universitet, SDU.