Skønheden!

Forestil dig mørke. Forestil dig grå, kedelige, bedrøvende og kolde betonvægge. Omgivet af forfaldne, grimme og afdankede rust plader. Sådan forestiller de fleste studerende sig Syddansk Universitet. Men dette er en infantil fejl af værste skuffe. Ved at tro på dette, skæmmer man sig selv for en verden af vidunder og skønhed.

Skønheden
Peter Bo og jeg kom gående ned af den lange lys betonede, farverige (ja, der hænger valgplakater over det hele), hyggelige og sidst men ikke mindst mangfoldige gade. Ligefrem en vej kan man kalde dette stykke solide håndværk. Med vores vågne og nysgerrige blikke, så vi straks den indre sol , skinne fra denne perle, som Odysseus's sømænd blev tiltrukket af Sirenerne blev vi selv som forelskede draget mod denne ukendte, men fagre skønhed.

Vi gik med bøjende sjæle ind i dette paradis. Dets simpelhed strålede med to grønne og frodige planter, stående i skinnede stål vaser, i hver sin side af midten dog med sin perfekte asymmetri. Vi trådte ind over glatte marmorlignende fliser bugnende af blå, grå, sorte og hvide kuløre. Hver flise, mindende om et beundringsværdig mosaikkunststykke. Dette ophøjede underlags stråleglans kom fra et tag af glas, designet med to skråsider mødende i en spids, som et telts skønhed.

Drømmen
Bag planterne stod to simple, men pæne borde, dækket op til det helt store måltid. Der var forretter i form af små brochure om fx. en L'oreal business konkurrence. Hovedretten bestod af gennemtænkte og benyt somme kurser om karrierevalg. Til sidst afsluttet af en formidabel overdådig, men let rekrutterings folder fra Danfoss. Det var disse borde, der fangede vores opmærksomhed. Ryttet for brochure og med to høje stole stående ved siden af ville dette være det perfekte sted.

Det perfekte sted til at sidde med en kop varm og mørk væske, langsomt tage koppen op til læben og hælde den duftende og smagfuldt ned i ganen. Når man igen har sat koppen ned, rette på avisen og læse videre, mens man svagt kan høre Gudehyttens brusen af af energi. Kunsten ville man finde ved blot at kigge op på rødbrune og vejrbidte metal plader, hvor det fornemmes, at en kunstner minutiøst har fordelt sin maling ud over disse metalplader for derefter at skrabe det af igen, for kun at efterlade et svagt spor af sig selv.

Min drøm er at sidde i dette æstetiske svar på Syddansk Universitets Akropolis. Med en en kop og avis på bordet siddende på Café Campusses beundringsværdie højstole og bare nyde skønheden i det simple og lysets magt fra dette vidunderlige sjælehvil.