Skønheden!

Forestil dig mørke. Forestil dig grå, kedelige, bedrøvende og kolde betonvægge. Omgivet af forfaldne, grimme og afdankede rust plader. Sådan forestiller de fleste studerende sig Syddansk Universitet. Men dette er en infantil fejl af værste skuffe. Ved at tro på dette, skæmmer man sig selv for en verden af vidunder og skønhed.

Skønheden
Peter Bo og jeg kom gående ned af den lange lys betonede, farverige (ja, der hænger valgplakater over det hele), hyggelige og sidst men ikke mindst mangfoldige gade. Ligefrem en vej kan man kalde dette stykke solide håndværk. Med vores vågne og nysgerrige blikke, så vi straks den indre sol , skinne fra denne perle, som Odysseus's sømænd blev tiltrukket af Sirenerne blev vi selv som forelskede draget mod denne ukendte, men fagre skønhed.

Vi gik med bøjende sjæle ind i dette paradis. Dets simpelhed strålede med to grønne og frodige planter, stående i skinnede stål vaser, i hver sin side af midten dog med sin perfekte asymmetri. Vi trådte ind over glatte marmorlignende fliser bugnende af blå, grå, sorte og hvide kuløre. Hver flise, mindende om et beundringsværdig mosaikkunststykke. Dette ophøjede underlags stråleglans kom fra et tag af glas, designet med to skråsider mødende i en spids, som et telts skønhed.

Drømmen
Bag planterne stod to simple, men pæne borde, dækket op til det helt store måltid. Der var forretter i form af små brochure om fx. en L'oreal business konkurrence. Hovedretten bestod af gennemtænkte og benyt somme kurser om karrierevalg. Til sidst afsluttet af en formidabel overdådig, men let rekrutterings folder fra Danfoss. Det var disse borde, der fangede vores opmærksomhed. Ryttet for brochure og med to høje stole stående ved siden af ville dette være det perfekte sted.

Det perfekte sted til at sidde med en kop varm og mørk væske, langsomt tage koppen op til læben og hælde den duftende og smagfuldt ned i ganen. Når man igen har sat koppen ned, rette på avisen og læse videre, mens man svagt kan høre Gudehyttens brusen af af energi. Kunsten ville man finde ved blot at kigge op på rødbrune og vejrbidte metal plader, hvor det fornemmes, at en kunstner minutiøst har fordelt sin maling ud over disse metalplader for derefter at skrabe det af igen, for kun at efterlade et svagt spor af sig selv.

Min drøm er at sidde i dette æstetiske svar på Syddansk Universitets Akropolis. Med en en kop og avis på bordet siddende på Café Campusses beundringsværdie højstole og bare nyde skønheden i det simple og lysets magt fra dette vidunderlige sjælehvil.

Tak for sidst - kh. Erik

Tja, så blev det mandag igen og tid til endnu en udforskning af vores alle sammens betonbunker. Vi bestræber os på det umulige; at finde inspiration i kyniske omgivelser i en hverdag som ellers synes fortabt og fyldt med beton og forelæsere som går i ét med murene.

De sidste par uger har vi været yderst fascinerede af et "kontor" på gangen med kemilokaler. Godt nok har vi kun kigget ind af vinduet, men muligheden for at komme inden for, er tilsyneladende særdeles begrænset. Se på det vedlagte billede og bemærk bunken med dokumenter, mapper, lommebøger og kaffepletter spredt ud over det meste af lokalet. I vinduet lå en lille ensom konvolut (arh, ensom var den vel egentlig ikke blandt sine e^x'te venner) hvorpå der stod trykt "Lektor Eivind Skou". Hvem er denne mand?!? Hvordan kan han rode så meget? Har han et fremtidssikret system i sit rod, så han kan finde en kvittering fra kantinen dateret tilbage i 80'erne? Én ting er helt sikkert. Vi skal have fat i den mand, han må have et vildt hår.

Vi havde i samråd besluttet os for, at gå den lange og kedelige vej fra den ene ende af Gedehytten ned til hovedindgangen, men det skulle vise sig at blive en længere tur på mere end én måde. JC mente absolut, at samtlige sedler på de 1001 (nej, dataloger - et-tusinde-og-én) opslagstavler skulle granskes for finurligheder og billeder af sjove mennesker. Utallige grineflip senere, nåede vi heldigvis frem. Tæt på læsesalen, oven over hovedindgangen, vandrede vi rundt og betragtede de flittige studerende som sad med næsen begravet i bøger og havde alt for travlt til at bemærke vores papparazzi adfærd. Eller måske kunne de bare godt lide det. Da vi passerer en dør ind til et kontor, er det umuligt ikke at få øje på to styks chokoladebar (Center chokolade, mmm) som faktisk hænger på døren med et stykke tape. Alternativ form for pakkekalender, men hvorfor var de ikke spist endnu? Havde jeg været en fræk nisse, var de for længst røget i min delikate kråse.

Hos "The International Office" beliggende tæt på administrationen, fik vi kigget på verdenskort. En masse små magneter på kortet vidnede om, hvor de har været med til at sende folk hen og modtage folk fra. Det virkede meget logisk, lige med undtagelse af de magneter som var placeret midt i Atlanterhavet, 500 km nord for Færøerne eller i Polen. Ud for hver enkelt kontor var der placeret et mini whiteboard på væggen med en tilhørende tusch. Vi syntes, det var synd, at der slet ikke stod noget på det ene whiteboard og den kvinde som sad derinde kunne godt virke lidt ensom. Hvordan det skete, er uvist, men efter vi havde været der stod der på tavlen "Tak for sidst, kh Erik" - se billedet.

Vores færden endte i boghandlen hvor vi fandt ud af, at man kunne købe fedt tøj med uni-logo på og knap så fedt tøj med uni-logo på. Specielt en lilla langærmet t-shirt tiltrak vores opmærksomhed eftersom den var påhæftet et A4 ark hvorpå der stod "Lækker lilla langærmet t-shirt. 50,-". Just in case you couldn't see it... måske de burde overveje at afskrive den t-shirt fra lageret, sætte den på en heks til Skt. Hans aften og give designeren en grum advarsel. Til gengæld vakte en kittel noget mere begejstring i butikken, så den måtte lige prøves på JC's idealkrop. Til under hundrede kroner, vil jeg mene det er et fordelagtigt køb og så ser man jo meget klogere ud. Gad vide hvor vind- og vandtæt den er, hvis man skulle bruge den som en slags sommerjakke.

Vi glæder os til freaky friday i baren. Husk campinghabitten!

Den første rejse!

Vi var på vej ned af Gedehytten på Syddansk Univeritet, da jeg pludselig så op.
Der, over os, inde på biblioteket, bag store glasruder, var en samling borde, perfekte til at sidde fordybet over en svær samling matematiske formler. Uden tøven besluttede Peter Bo og jeg at finde vej derop.

Vi startede vores færd med at indtræde i et stort lyst rum med loft af glas. Det hele nyt og spændende. Vi begav os ind på selve biblioteket og op ad de brede trapper til anden salen. Da vi nåede sidste trin på vores opstigelse, var det ikke svært at se, hvor vi skulle begive os hen ad. Dog var forbløffelsen og ærefrygten over det store og bog fyldte bibliotek med til at sagtne vores gang gennem de lange smøge. Ind og ud af glasdøre, ud på faretruende betonbroer og til sidst nående vores mål. En guddommelig læseplads med stilhed og udsigt over de travle mennesker på Gedehytten. Dette mættede dog ikke vores nysgerrighed og vi gik med interessante blikke videre rundt i den cirkelbane, vi havde begyndt. Undervejs så vi pinke mobiltelefoner og mødte døre, der kun ved brud på brandhåndtag kunne åbnes. Til sidst kom vi bag om trappen og det var her, vi lavede den gyldne målsætning at se noget nyt fra Syddansk Universitet hver uge.

Dette var starten på vores eventyriske udforskning af Syddansk Universitet, SDU.